tirsdag den 12. oktober 2010

Vest fra Ingelises strikkemagasin

Jeg kom til at købe et strikkemagasin fra Ingelise i en kiosk. Og der var der en lækker vest i, strikket i halvpatent i et blandingsgarn af uld. Jeg har straks kastet mig ud i det, og har derfor ikke haft meget tid til at være herinde. Men her er et billede af hvor langt jeg er nået på en uge:

Jeg havde lidt problemer med at få fat i garnet, fordi Ingelises garn ikke længere sælges på hjemmesiden. Derfor måtte jeg en tur omkring Stof2000 som heldigvis har overtaget garnlageret fra Ingelise. I bladet var den strikket i gråt garn, men jeg kunne ikke stå for den lavendelfarvede. Den passer også bedre til det tøj, som jeg har i forvejen. Her er et billede af model og garn:

Puder i restestrik er nu taget i brug

Så er der blevet syet 5 træknapper i hvert betræk og puderne er lagt i. De er dejlig varme at sidde på:

søndag den 3. oktober 2010

Hæklede firkanter, fortsat

Det går derudad med firkanterne (pt. kun i cirkler). Jeg er nu oppe på 125 cirkler. Jeg har dog regnet lidt på det, og der skal altså rigtig mange cirkler til et sengetæppe (2 x 375!), og det gider jeg nok ikke i længden. Derfor er det foreløbige mål 2 x 108=216 firkanter til 2 store sengepuder. Her er den foreløbige stak:
Og det er egentlig sjovt for jeg synes ikke, at jeg kan se, at der er svundet særlig meget i garnbunken. Jeg skulle måske have vejet det i stedet?

babyhuer

Min kollega venter 2 drenge tvillinger her i oktober måned. Jeg har lovet at strikke et par babysokker til hende, og de har ligget klar længe. Men jeg blev lidt træt af hækleriet. Derfor har jeg lige strikket et par huer til de små af restegarn. De blev strikket på strømpepinde, da jeg ikke gider sidde og bakse med at sy dem sammen bagefter. Jeg startede torsdag aften og de var færdige lørdag formiddag. Opskriften er fra det seneste hendes verden, og snorene er strikkede over 3 masker. Da den kommende far kun vil have dem i drengefarver, blev de selvfølgelig lyseblå med en enkelt mørkeblå stribe:

søndag den 19. september 2010

Hæklede firkanter

Jeg har denne kasse med bomuldsgarn:

Og det skal selvfølgelig bruges til noget. Derfor er jeg startet på endnu en omgang hækling af firkanter. Jeg er startet på midtercirlerne, og har foreløbig hæklet 37. Her er lidt billeder af dem:


og så af dem alle:

Tilsidst skal de alle forsynes med en hæklet, hvid kant så de bliver firkantede. Her er den første:

Og hvad skal de så bruges til? Ja, hvis energien holder, så gerne til 2 sengetæpper på ca. 120 x 210 cm. Og hvis det bliver for ambitiøst/kedeligt, så til 2 store puder på 50 x 70 cm. Nu må vi se. Jeg har heller ikke nok hvidt restegarn, så der må jeg ud og købe.

Hæklede sokletter

Selvom strømpegarnspuderne er færdige, der stadig en del strømpegarn tilovers. Derfor har jeg hæklet et par sokletter, som jeg kan bruge som sovesokker. De er ikke nødvendige endnu, men sidste vinter havde vi problemer med vores varmefordeling, så der var nogle weekender, hvor vi ingen varme havde i soveværelset. Og eftersom jeg er en værre frossenpind, sov jeg så med uldsokker. Jeg synes imidlertid, at almindelige uldsokker bliver for varme, så jeg checkede i min opskriftssamling og fandt disse:
De er hæklet i strømpegarn på p.3,0, og jeg er startet i tåen. Det er et forbavsende nemt mønster, når man først er kommet i gang. Efter ca. 20 runder hækler man hæl ved først at lukke af over et antal rækker og derefter tage ud igen, efter antal rækker. Derefter hækler man toppen af sokken. Tilsidst sys hælen sammen:

Kinasko med broderi

Jeg har skiftet de filtede hjemmesko ud med et par kinasko. Og da de generelt er lidt kedelige, er de blevet forsynet med nogle millefleurblomster fra kassen med broderigarn:

onsdag den 8. september 2010

Mobilhus


Jeg har surfet rundt herinde på www, og blev inspireret til et strikket "mobilhus" til min mobil. Jeg kan desværre ikke huske hvor jeg så det, men der var mange søde billeder af forskellige typer på siden, så tak til den ukendte for inspirationen!
Her er så det færdige resultat:

For at gøre den mere holdbar har jeg forsynet den med et for:


background